Uhørt højt boligsalg i december

Med 45 pct. flere solgte boliger i december i forhold til samme måned sidste år rundede 2020 af med en tyk understregning af et helt exceptionelt år på boligmarkedet.

Det er fortsat sommerhusene, der tegner sig for de største fremgange i salget, idet man hos EDC i december kunne konstatere hele 85 pct. flere solgte sommerhuse, mens villaerne tegnede sig for en fremgang på 43 pct. og ejerlejlighederne en fremgang på 31 pct. i forhold til samme måned året før. Samlet lukkede 2020 med en fremgang i boligsalget på 20 pct. i forhold til 2019, og året blev dermed det bedste år for boligsalg nogensinde.

Det bemærkelsesværdigt høje boligsalg i 2020 har medført et stort fald i udbuddet af boliger til salg. Der er således godt 26 pct. færre boliger til salg ved indgangen til 2021, end der var for et år siden. "Når vi kigger nærmere på tallene, kan vi se, at den store nedgang i udbuddet alene skyldes det store salg," siger EDC's kommunikationschef Jan Nordmann. "Der er nemlig sat lige så mange boliger til salg i 2020 som året før. Tilgangen af nye sager er således uforandret, mens afgangen i form af salg er kraftigt forøget."

For det nye år forventer Jan Nordmann et marked, som falder i to dele: Første del af året vil fortsætte med historisk høje salgstal, mens der forventes en afdæmpning hen over sommeren. Der vil desuden være et fortsat pres på priserne i opadgående retning som følge af den høje efterspørgsel.

"Vi har i EDC i december 2020 trods coronarestriktioner gennemført 28 pct. flere fremvisninger i forhold til december 2019, hvilket er en stærk indikator for, at salget fortsat vil være højt i de kommende måneder. Sammenholdt med et lavt udbud, vil den store efterspørgsel med stor sandsynlighed fortsat presse boligpriserne op."

Øvrige faktorer med en væsentlig indflydelse på boligsalg og -priser er rente og ledighed: "Der er intet, der tyder på stigende renter i den kommende tid, og ledigheden er heller ikke på et alarmerende niveau for bolighandlen. Det er vigtigt at huske på, at ledighed som følge af coronakrisen i højere grad har ramt personer beskæftiget i serviceerhverv, som i mindre grad er boligkøbere, hvilket har betydet, at boligmarkedet er gået fri af følgerne af stigende ledighed," siger Jan Nordmann.